Smukke Coromandel

Rejsedagbog

12                  Tager til Kea og bytter bil. Det tager 3½ time før vi er klar til at køre igen. Det har kostet os en dag, at bilen gik i udu, og det er da rigtig ærgerligt. Nå men vi forlader nu Nordlandet med et klart ønske om at komme igen. Vi sætter retning mod Coromandel, som Pia og Signe har talt så varmt om. Monica havde haft kig på en campingplads på vejen med hot pool, men vi er egentlig klar til at køre hele vejen til Coromandel. Dagen har dog været anstrengende, og Merle orker ikke at køre længere. Hun vil ud og bade. Så vi stopper i Miranda, og vi nyder alle 4 den fantastiske Hot Pool, som i øvrigt er smukt anlagt med palmer omkring.

13                  Vi kører til Coromandel By, men gør først en stop i hovedbyen Thames, hvor vi får noget dejlig glutenfri frokost (de er altså og heldigvis længere fremme på det område end i DK) og får provianteret. Vi skal også se en vand-have på vejen, den er smukt beskrevet i vores rejsebog. Det er en 45-minutters gåtur rundt i haven og med udsigt til et smukt vandfald. Da vi kommer dertil begynder det at regne. Vi har været i NZ i 6 uger med kun en regnvejrsdag, og netop som vi skal påbegynde gåturen, ja så regner det. Men som ejeren sagde; Velkommen til Coromandel, her kan vi have alle årstider på samme dag. Vi gik gåturen alligevel. Theo kom i posen hos Pernille med en regnfrakke udenpå. Det var en smuk tur, som vi trods alt var glade for.

14                  Vi tager en togtur i et privat område nord for Coromandel By. Det bringer os på toppen af et bjerg med en meget smuk udsigt over området, og Coromandel havn. Herefter shopper vi lidt, og vi bliver alle klippede (for i alt kr. 165,-). Vi bestiller bord på en restaurant med udsigt over havnen. Her bliver vi om aftenen modtaget af en fransk tjenerinde, som forstår at skabe en god stemning. Desværre regner det, men det holder hurtigt op, så vi får alligevel siddet udenfor med den gode udsigt. Vi ser en smuk solnedgang over havnen samtidig med at det lyner over bjergene inde i landet. Fantastisk scenarie. Og maden er rigtig god, så vi må have 3 retter, selv om det var meningen vi skulle springe desserten over. Godt vi ikke gjorde det!!!

15                  Vi forlader Coromandel By og drager op mod en af verdens 20 smukkeste strande. Man kan kun køre tæt på, så skal man gå det sidste stykke. Det forbereder vi os på med masser af solcreme og våddragter i bagagen. Det viser sig, at det er højvande. Og for at komme derud skal vi gå på nogle store og små sten mellem en klippe og vandet. Pga. højvandet bliver vi anbefalet at tage en trackingsti, som rejser sig stejlt op ad klippen. Merle elskede den tur. Vi kunne slet ikke følge med hende. Pernille elsker også at trecke og klarede det i fin stil med Theo i slyngen. Men Monica var godt nok udfordret. Med rygsæk på og pose i den ene hånd skulle højdeskrækken overvindes, for stien var mega-smal, og der var langt ned. Vi klarede det, og stranden var også meget smuk. Der var store bølger, men ikke for store, så Merle og Monica nød det. Men det var også meget varmt, solen brændte, så vi blev der blot et par timer. På hjemturen var det ikke længere højvande, så vi kunne klare mere af turen på stenene og der var mere strand, så det blev heldigvis nemmere. Herefter kørte vi mod Hahei Beach, men vi var usikker på vejenes beskaffenhed og om det ville være bjergkørsel, så vi vidste ikke om vi ville nå helt frem. Derfor havde vi ikke reserveret, og så havde de alt udsolgt. Vi tog i stedet til Cook Beach, hvor Cook i sin tid entrede NZ. Også en meget smuk strand.

16                  Dagens program blev ødelagt tidligt om morgenen, da Monica gjorde en forkert bevægelse med ryggen og fik meget ondt. Vi tog nu hen til Hahei camping, som nu havde plads til os, og vi besluttede at blive en ekstra dag for forhåbentlig at nå noget af programmet de kommende dage. Pernille og Merle badede på den dejlige strand, men bølgerne er for store, så de giver op. Monica får det bedre i løbet af dagen, men det er ikke godt.

17                  Merle og Pernille tager vandreturen mod Cathedral Cove, og Monica er misundelig. Men ryggen tillader ikke så store udfordringer. Monica og Theo hygger i autocamperen, og Theo bliver sat op støttet af puder og med alt legetøjet omkring sig. Det var han vældig tilfreds med. Pernille og Merle når ikke helt derud, men når til Gemstone Beach tæt på og har en fantastisk dag sammen. Vi ringer og flytter vores sejltur til Sydøen til den 31. januar, så vi i alt har 1½ uge mere på Nordøen. Her er så dejligt, og sommeren er fantastisk. Vi er så heldige med vejret, og vi nyder det alle sammen. Om eftermiddagen tog vi til Hot Water Beach, hvor man kan grave et hul i stranden og så kommer der varmt vand op nedefra. Vi var heldige at overtage et hul, og vi nød den spøjse oplevelse inden vandet begyndte at blive for varmt (65 grader). Vi spiste på en nærliggede cafe, og Merle og Theo hyggede i en sofa.

18                  Vi har bestilt en sejltur med en glasbundsbåd omkring Cathedral Cove og Gemstone Beach, hvor der er mange fisk. Men selskabet ringer og aflyser. Det er sjældent dårligt vejr med regn og vind. Det klarer dog op i løbet af dagen, og vi ændrer derfor rejseplaner, og bliver en ekstra dag for at tage sejlturen om eftermiddagen kl. 15.30. Vi får en noget blandet oplevelse. Udsigten fra havet fejler bestemt ikke noget – det er smukt, og vi får alle set Cathedral Cove. Men sejlturen hjem igen er noget af en stroppetur. Pernille holder Theo mens han sover, og det er noget af en opgave i en speedbåd der hugger sig vej fremad. Monica har stadig ret ondt i ryggen, men kan heldigvis stå op støttet af en jernstang i midten af båden. Heldigvis får jeg bevæget ryggen så meget, at jeg får det bedre – puha, der var jeg bekymret. Vi fik dog set nogle fisk i Gemstone Beach, mest snappere (som smager ret godt!)

19                  Vi kører med en dags forsinkelse mod Waihi, hvor vi kører ind til en vandrerute, som er overkommelig for Merle. Vi spiser frokost med en fantastisk udsigt over en flod og med bjerge omkring os. Vi går vandreturen Karangahake Gorge. Pernille har gjort forarbejdet og udvalgt vores rute. Det var en fantastisk gåtur. Smukke omgivelser langs en flod, og med gammel minedrift. Vi går i de gamle minegange, hvor skinnerne fra togene stadig ligger nogle steder. Der er en særlig vindue-rute, hvor man går i minegangene i et bjerg, og hvor der er udkigshuller ud fra bjerget. Disse udkigshuller laver lys inde i minegangene, og det havde vækket Pernilles nysgerrighed. Det stod dog ingen steder, at den ene minegang var så lang før et vindue ville komme, at der blev totalt mørkt derinde. Vi startede gåturen ind i mørket, men med Theo i slyngen, og Monica med fortsatte rygsmerter var det en halsløs gerning at fortsætte. Vi kunne simpelthen ikke se en hånd for os. Skuffede måtte vi gå ud igen. Vi stod i små ti minutter og ventede på hjælp, som blev sendt til os i skikkelse af 3 gamle venner, som havde glemt deres lommelygte i bilen!!! Den ene havde gået turen for mange år siden, så han havde mod på at vise vej. Så hånd i hånd i hånd førte han vej i små 5 minutter i total mørke indtil vi kom frem til et vindue, dvs. hul i bjerget, så det livgivende lys kunne slippe ind. Det var en spændende oplevelse, og Merle var helt med på den! Vi fortsætte vores vandring langs en anden flod for at finde en ”pool”, dvs. et stykke af floden, som har roligt vand, som vi kan bade i. Da vi finder stedet, er solen netop forsvundet fra stedet, og vandet er for koldt. Merle tøver lidt, men da Pernille bliver bidt af en sandflue, får vi travlt med at komme væk. Pernille overtaler os til at gå gennem et bjerg via en vandre-tunnel på 1 km. Da vi starter, kan vi se lyset for enden af tunnelen – det så ikke så slemt ud, men da vi er halvvejs, må vi ty til ”Her er hvalen Valborg” for at holde modet oppe – det var lidt spooky at gå der! Da vi nærmede os slutningen, var vi til gengæld alle helt kry :O).

20                  Over morgenmaden forsøger Pernille at finde ud af, hvilken dag vi har. Hun kommer frem til, at det er den 20. januar. Da hun siger det højt, kigger vi på hinanden med store øjne – Jamen, så er det jo vores kobberbryllupsdag. Og så griner vi og ønsker hinanden tillykke. Tja, det går vi ikke så højt op i. Men vi bliver dog hurtigt enige om, at gå ud og spise om aftenen. Vi har overnattet på en campingplads i Waihi, hvor der er mange dyr. Pernille, Theo og Merle har en tæt oplevelse med en flok ællinger, og konstaterer, at en ælling ikke er særlig blød. Vi forlader Waihi og dermed Coromandel. Det har været en meget smuk oplevelse.