Rejsedagbog, Hvaler og vandretur - RejseUniverset

Hvaler og vandretur

Denne rejsedagbog foregår i New Zealand og er en del af rejsen 'Den store rejse'.

DagbogInfo

Visninger 2043 gange
Opdateret 2009-03-05 21:52:37
Dagbogsindlæg 30. ud af 37 indlæg
Tilføj kommentar til rejsen: Den store rejse Tilføj kommentar
Vis kommentarer' Vis kommentarer (10 stk)
Næste dagbogsindlæg: 'Varm afslutning i NZ' Næste
Forrige dagbogsindlæg: 'Transalpinsk togtur og mod hvalerne Forrige
New Zealand

RejseInfo

Afrejsedato 2008-12-02
Hjemkomstdato 2009-03-27
Profil Den store rejse
Læs rejsebeskrivelsen: 'Den store rejse' Læs Rejsebeskrivelse

Del med andre

Rejsedagbog

Print Print Rejsedagbogen: Hvaler og vandretur

 

4        I dag skal vi se hvaler. Og det er godt vejr. Det er rigtig godt vejr. Faktisk er det sommer igen. Og udsigten i området er bare flot når solen skinner og det er helt klart. Vi er på flyvepladsen i god tid og er helt klar, da instruktionen starter. Vi får at vide, at der altid er ”sperm whales” i området, og at vi kan forvente at se en eller flere af disse hvaler. De bliver op til 16 meter lange og vejer 44 tons. De spiser mellem 500 og 800 kg fisk og blæksprutter om dagen. De sprøjter vand ud hvert 15. sekund og bliver på overfladen i 10 minutter inden de dykker ned i 45 minutter. Det er piloten, som instruerer os, og han fortæller, at de har en succesrate på 95% for at se hvaler. Vi glæder os. Vi bliver guidet ud til flyet, som kan rumme 7 passagerer. Der er et par foruden os, og vi fordeler os i flyet. Alle har en vinduesplads, og Merle er kommet til at sidde bagerst helt alene. Det har hun det fint med. Som sagt før – hun er en sej tøs!

 

Fordi vejret er så flot, bliver det også en rigtig flot tur. Vi ser hele området fra oven, og der er både mange smukke bjerge, smukt hav og den flotte landtange, som Kaikoura ligger på, og hvor sælkolonien holder til.

 

Nå, men vi har ikke fløjet mange minutter inden han melder om en hval i nærheden af en af bådene. Nogle af os får set den sprøjte vand op ad lufthullet, men vi når slet ikke tæt på, før den dykker ned. Vi så den ikke dykke, desværre. Vi vil jo gerne se en hvalhale! Herefter cirkler vi over havområdet, hvor hvalerne holder til i 20 minutter uden at se en hval. Det er kun en 30 minutters flyvetur, så tiden er ved at slippe op. Så får vi meldingen om en hval tæt på et af skibene igen, og nu håber vi blot, at vi kan nå derhen denne gang. Det kan vi heldigvis. Han cirkler rundt først den ene vej, så den anden vej, så vi alle får set den.

 

Herefter dukker en tredje hval op, og den får vi også cirklet rundt om, inden vi skal hjem. Vi ser ingen hvalhaler, men vi får set de store dyr, hvordan de sprøjter vand ud, og hvordan de ser ud. Det var jo en succes og sjovt at se.

 

Bagefter sætter vi os i cafeen og får sodavand og kaffe, mens vi kigger på en tandemudspringsinstruktør, som er i gang med at folde en faldskærm sammen. Vi får talt med ham og får at vide, at ha har været oppe på 22 spring på en dag!

 

Vi får sammen talt om vores oplevelse med flyveturen, og at den var rigtig god. Vi ser næste hold få instruktion. Da de bevæger sig ud mod flyet, konstaterer Monica, at næste hold nu er klar til oplevelsen, hvorefter det kommer helt spontant fra Merle: Godt det ikke er mig! Det var overraskende og forklaringen var, at Merle blev lidt utilpas af flyveturen, fordi vi cirklede så meget. Hun synes det var spændende, men hun ville ikke gøre det igen. Hun synes heller ikke, at hvalerne var så store, i hvert fald ikke større end de både, der sejlede omkring den! Og som vi har konstateret før, så er Merle ikke så let at imponere… Nå, men måske var det netop den oplevelse, man ville få på båden, at hvalen er stor, fordi man kommer så tæt på (50 m). Det er i hvert fald et fortsat ønske fra Monica at se en hval fra en båd. Det kan Pernille godt forstå og vil nu også rigtig gerne selv med på en båd. Det bliver dog ikke i dag, for vi har andre planer. Pernille vil gerne ud og gå og har fundet et naturområde, som er meget smukt og specielt. Vi har fået at vide, at det tager ca. 45 minutter at køre op ad kysten, og 10 km ind i landet, hvor gåturen starter. Det er lidt langt at køre, men køreturen er langs kysten og skulle være meget smuk, så vi gør en tur ud af det. Køreturen er meget smuk, og da solen jo skinner, får vi set det hele fra sin bedste side.

 

Det tager os 1 time inden vi skal dreje af, og her bliver vi overraskede. Pernille havde fået indtryk af en cementeret vej, og det var den i hvert fald ikke. Nåh nej, siger hun, det står jo også her på kortet…!!! En smal grusvej, og så kan man ikke køre hurtigt. Turen på grusvejen er 12½ km lang og tager os en time. Men det er smukt landskab og byder på sjove oplevelser. Vi ser for første gang får på vejen, og vi må flere gange ud og åbne et gærde for at komme videre.

 

Der er også et vandfald, som vi må stoppe ved. Første del af stykket er der fladt og her dyrkes vin. Efter et stykke tid fører vejen os op i nogle bakker, og vejen snævrer sig ind til kun et spor. Så er bilen altså ret stor, og den står ikke super godt fast på en nylagt grusvej op ad stejle bakker. Der er langt ned, og på et tidspunkt har Monica fået udfordring nok og overlader rattet til Pernille. Hun klarer resten af turen, som er endnu mere stejl og ude ved kanten end før.

 

Vi når frem til et hus og et skilt, hvor der står privat ejendom, men at man er velkommen til at parkere ved huset, hvis man vil gå den vandretur. Vi parkerer, spiser sen frokost og konstaterer, at det krævede en flyvetur, men så fik Theo også lært at sidde… I hvert fald sidder Theo rankt og flot i et pænt stykke tid, og han er så stolt og glad.

 

(Billedet vil ikke vende rigtigt, men I får det alligevel)

Vi pakker Theo op i rygsækken og op på Pernilles ryk (som har det godt igen, og Monica nyder aflastningen). Vi starter turen ad en stejl vej ned til en flod. Her er der et skilt som viser, at vi skal følge floden for at komme frem til de klipper og den klippehule, som er målet for turen.

 

Der står også, at vi skal være forberedte på at gå på sten, og at få våde fødder. Det var en underdrivelse. Der var sat skilte op og vi kunne ret hurtigt se, at vejen fortsatte over på den anden side af floden. Der var pænt fart i floden, men den var ikke dyb. De voksne vælger at beholde skoene på, men Merle har bare tæer og holder Monica i hånden. Det er koldt vandet, og meget grænseoverskridende. Hvornår har vi sidst krydset en flod – aldrig før, faktisk.

 

Vi opgav at tælle, hvor mange gange vi krydsede floden, men det var mange. Nogle gange blev floden dybere, og Monica holdt godt fast i Merle. Det var tydeligt, at vi ikke skulle løfte benene for meget, så fik strømmen fat. Efter ca. 30 minutters vandring møder vi tre vandringsmænd, der er på vej retur. De fortæller, at det er smukt, men at vi skal gå igennem meget vand for at nå frem, og at det har taget dem 5 kvarterer derfra. Det lyder urealistisk for os at gå så langt, men vi fortsætter lidt endnu. Vi bliver helt garvede i at krydse floden, men vi er trætte af at vente på, at Merle tørre fødder og får sko på igen. Det går der lang tid med. Et stykke længere fremme bliver floden meget dyb, og det er ikke sikkert at føre Merle over der. Så det bliver her vi holder stop inden vi vender om.

 

Vi drikker sodavand og spiser chokolade, og gør rygsækken lettere til hjemturen. Theo får også mad på en stor sten ude i floden. Det er ret natur i flere omgange!

 

Hjemturen går lettere, her kender vi jo vejen.

 

 

 

Pernille er lidt skuffet over ikke at nå klippehulen og vi bliver enige om, at det er endnu en grund til at komme tilbage til nz! Vel tilbage ved bilen er en ældre dame kommet ud af huset og vil gerne snakke. Vi får en hyggelig snak, og hun fortæller, at det er de seneste dages meget regn, som har gjort floden dyb. Hvis vi havde været der en uge tidligere, så ville vi uden problemer have kunne gå hele vejen uden at blive mere ved end op til anklerne. Det er jo lidt ærgerligt, men det var en flot tur alligevel. Hun beder os skrive i gæstebogen, og det gør vi. Da vi skal til at køre, kommer hun og banker på bildøren. Hun har en pose blommer til os, og de er helt modne. UHM! Pernille kører os tilbage, og Merle og Monica åbner og lukker gærderne.

 

 

Det er en lidt lang tur tilbage til Kaikoura, og længere kommer vi ikke. Vi indkvarterer os på samme campingplads, og kommer til at parkere ved siden af to danske familier med børn, så Merle får leget og hygget indtil sengetid. Monica henter Merle i børnerummet og på vej hjem til campingvognen er det mørkt og stjerneklart. Merle kigger op på stjernerne og spørger Monica: Hvor er det indkøbsvognen er? Øh, mener du Karlsvognen? Ja! Det var svært at holde igen med at grine. (Svaret var, at når vi er på den anden side af jorden, så er stjernebillederne nogle andre.) Sikken en smuk, fyldt og rigtig god dag. Alle er trætte, men Monica er langt bagefter med rejseuniverset, så det får lidt opmærksomhed inden øjnene bliver helt små!

Verdens lande

Vælg land:

RejseUniverset

Trænger du til at rejse og opleve noget nyt, så find inspiration og praktiske oplysninger her!

Se eksempler på rejsedagbøger

Partnersites

Copyright RejseUniverset.dk | Kontakt RejseUniverset.dk