Wanaka - så smukt

Rejsedagbog

12            Det regner og har gjort det hele natten. Alt er koldt og klamt. Pernille ville egentlig gerne gå ud og se Fox gletcheren. Den kan man komme ret tæt på - 80 meter. Men nu er vi trætte af klimaet og vil bare videre. Vi skal igen køre så langt som muligt mod Wanaka, som er målet. Første stop er Haast, som vi troede var en by, men som viser sig at være 1½ bygning med en cafe. Her spiser vi lidt frokost – er blevet trætte af yoghurt med mysli, som ellers har vist sig at være en dejlig nem frokost uanset hvor man er i landet, og som Merle også er med på – hvis der altså også kommer lidt honning på toppen.

 

Vi fortsætter turen igennem et naturreservat og gør holdt 3 gange. De første 2 gange skal vi kun gå ganske kort for at se nogle fantastiske vandfald.

 

Ved det andet vandfald, er der oven i købet kunstværker af sten til at krydre oplevelsen med.

 

Det tredje sted fordrer en længere gåtur, ca. 25 minutter hver vej. Theo kommer i rygsækken og vi skal igennem smuk skov for at se en meget blå sø.

 

Der stod ingen steder, at vi skulle forcere en hængebro med meget lave gelændere. Hvis bare Monica havde vidst det, så ville hun nok ikke havde gået med. Også fordi sandfluerne bed. Nå, men selv Monica med Theo på ryggen kommer over til søen, som er meget smuk. Vi ser store fisk, sikkert ørred. Inden vi er helt spist af fluerne, finder vi vej tilbage igen.

Vi gør holdt for natten på den eneste campingplads på strækningen med elektricitet. Det er et mærkeligt sted. Der er en restaurant med buffet. Den minder om en amerikansk bule midt i ørkenen. Der er ikke særlig rent. Men der er mange mennesker, og mange forskellige typer. Alle er til gengæld venlige og der er en hyggelig stemning. Vi spiser buffet og til Merles store glæde er der brun sovs. Det har Pernille ikke kunnet lave, for vi kan ikke finde kulør herude. Vi spiser en pæn portion, men finder indimellem noget som er ubestemmeligt, så fornøjelsen er ikke helt så stor for de voksne!! Campingpladsen er også forsømt, så det er tydeligvis et transitsted. Midt mens vi spiser, går et selskab igennem restauranten. De er alle klædt ud, én som svampe-bob, én som brandmand osv. Det synes Merle selvfølgelig var vældig sjovt – og mærkeligt! Vi gætter på polterabend, men får ingen forklaring. Sandfluerne er stadig et problem. Dem er vi godt nok trætte af.

13            Turen går videre til Wanaka.

 

Det er kun knapt 1½ times transport, og vejen går langs 2 søer, bl.a. Lake Wanaka. Det er fantastisk smukt, en stor nydelse.

 

Vi tjekker ind på Top 10’en lige udenfor byen, fordi der er swimmingpool. Desværre er den ikke opvarmet, så Monica vil ikke i, og Merle får ikke lov, da hun har været lidt forkølet. Pernille får vasket tøj, vi får gjort rent og nået lidt af det, vi ellers ikke når. Vi konstaterer med lettelse, at sandfluerne er blevet på den anden side af passet.

 

Om aftenen skal vi se filmen Mama Mia. Pernille har dog fortsat vrøvl med sit bækken, og hun kan ikke sidde. Så hun går tidligt i seng i stedet for. Men Merle og Monica hygger med filmen, og synger med på alle sangene. Merle synes, at vi skal se den igen med det samme bagefter, men da det er langt over sengetid, må hun kapitulere.

14            Vi starter dagen langsomt, det er dejligt. Solen skinner og vi har den mest fantastiske udsigt over søen og bjergene. Det blæser dog køligt, at det er først op ad dagen, det bliver shortsvejr.

 

Vi tager ud til Puzzling World, et attraktion med gåder. Den har vi fået anbefalet af Isabelle og Anne. På vej over parkeringspladsen mod indgangen, synes vi alle, at det er sjovt at tænke på, at Isabelle og Anne har gået netop her – selv om det er mange år siden! Vi starter ved det skæve hus udenfor, hvor Merle må vise, hvor stærk hun er!

 

Herefter fortsætter vi i cafeen, hvor der på alle bordene er lagt træ-puslerier ud, dvs. terninger, puslespil osv. som skal pusles til en løsning. Det får vi lang tid til at gå med. Herefter går vi turen igennem huset, hvor der bl.a. er hologrammer og et rum, med synsbedrag, hvor det ser ens ud, men rummet er i virkeligheden større i den ene ende.

 

Der er også et rum, hvor gulvet er helt skævt. Ens balancefornemmelse og fornemmelsen for op og ned bliver helt slået i stykker. Derfor ser det sjovt ud, at en bold triller op ad bordet, og at vand løber opad.

 

Bagefter tog vi imod udfordringen udenfor, hvor der var en stor labyrint. Der stod at man kunne gå igennem labyrinten på 30 minutter, men at de fleste ville bruge mellem 1 og 1½ time på det. Vi hjalp hinanden og brugte 40 minutter. Det var rigtig sjovt, og vi synes bare, at vi var såååå gode. Theo nød det også i rygsækken bag på Monica.

 

Vi skulle også have lidt tid i shoppen, og Monica kunne have købt det hele, men da vi fandt ud af, at de har en internetbutik, så valgte vi at fortsætte rejsen uden yderligere bagage. Og så skulle Merle på toilettet!!!

 

Det er blevet sen eftermiddag, og vi er alle sultne. Vi beslutter os for at se byen an, og ender på 1. sal på en restaurant med udsigt ud over søen og de omkringliggende bjerge. Monica er helt forelsket i udsigten.

 

Maden er ok, men Theo er urolig. Han er forkølet og ikke helt på toppen. Så er det altså ikke den store fornøjelse at være på restaurant. Inden vi går hjem, skal vi en smut ned til søen.

 

Da vi kom hjem, besluttede vi at involvere vores dyre forsikring for at få noget ordentlig behandling af Pernille. Hun har for ondt, og det har nedsat vores livskvalitet, begrænset vores udfoldelsesmuligheder, og gjort vores liv lidt sårbart. Nu skal hun bare have det godt igen!!! Vi får beskeden at gå til en læge dagen efter.