Vestkysten - mod gletcherne

Denne rejsedagbog foregår i New Zealand og er en del af rejsen 'Den store rejse'.

	DagbogInfo
	2047 gange 2009-02-15 10:26:28 20. ud af 37 indlæg Tilføj kommentar Vis kommentarer (10 stk) Næste Forrige New Zealand

	RejseInfo
	2008-12-02 2009-03-27 Den store rejse Læs Rejsebeskrivelse

	Del med andre
	Facebook MSN Live Send som email Tilføj til favoritter

Rejsedagbog

6/2 Vi forlader Kaiteriteri og Abel Tasmans nationalpark. Planen er at køre så langt som muligt mod gletcherene. Theo er slemt forkølet og har lidt feber. Merle får det også skidt i løbet af formiddagen, så vi stiler mod en kortere køretur. Vi camperer i Murchison. Så har vi alligevel været på farten i 4 timer inkl. en lang frokostpause. Vi er alle på lavt energiniveau, så vi har nok fanget noget. Theo får det heldigvis bedre i løbet af dagen. Merle får lov at se dvd. Landskabet hertil er utroligt flot. Vi kører bl.a. i en dal omgivet af bjerge. Og i bjerge langs en flod, som bugter sig og er lidt vild. Det er som om landskabet er mere vildt her på sydøen.

7 Vi skal køre langt denne dag. Planen er at nå til Greymouth, som ligger på vestkysten. Vi stopper dog allerede efter 20 minutter, da vi passerer NZ længste hængebro på 110 m. Den må Merle og Pernille over. Pernille har ondt i bækkenet og kan ikke bære Theo. Og broen er for smal til klapvognen, så Theo skulle op i rygsækken for at komme med. Og Monica tør ikke bære ham, da hun vil være udfordret nok ved bare at skulle gå selv. Så Theo og Monica bliver i autocamperen.

Merle og Pernille erobrer hængebroen og begiver sig ud på en kort tur for at se epicenteret af et tidligere jordskælv. Det var dog skuffende, da bevoksningen havde overtaget og nærmest fjernet sporene herfra. Vel hjemme i autocamperen konstaterer vi, at sandfluerne har indtaget området og desværre også vores autocamper. Vi bliver spist i eget hjem, så vi går til modangreb. De s….. sandfluer!!! ”Slangen i paradiset” – som Pernille har kaldt dem. Herefter bliver det en lang køretur, som igen er smuk langs floden Buller River. Det er så flot!

Vi kører mod vestkysten og havet, og sidst på turen kører vi en meget, meget smuk strækning langs havet. Der er strande og klipper i vandet, og bjergene er meget grønne.

På et tidspunkt må vi bare stoppe og gå ned på en strand. Merle og Pernille tager mod til sig og går rundt om en klippe, som er på stranden. Det er ved at blive højvande, så der var usikkerhed om det kunne nås, men det kunne det. På klippesiden mod havet finder de noget mærkværdig og ulækker tang. Det er selvfølgelig spændende. Vi bliver igen ædt af sandfluer.

Vi kører vider og stopper ved de berømte pandekageklipper. Her skal vi gå igennem et grønt område på klipperne ud mod havet, før vi kommer ud til selve klipperne, som er dannet lagvist og derfor er døbt pandkageklipperne. Stierne vi går af er anlagt meget fint, og selve klipperne er fantastiske. Man går rundt på klipperne og kan samtidig se, at havet har ædt sig godt ind under klipperne, så det blot er et spørgsmål om år, før den sti bliver for farlig. Det er meget flot. Havet er roligt, så vi får ikke set vandet sprøjte op af hullerne i klipperne, men pyt. Det er flot nok uden.

Bagefter kører vi det sidste stykke til Greymouth og har denne dag kørt i 5½ time + frokostpausen. Så alle er godt trætte. Der er heldigvis en super god legeplads til Merle, så hun får noget energi ud ad kroppen. Der er også et badekar. Det er første gang vi møder det på vores tur. Så Theo, Merle og Monica nyder et varmt bad sammen. Det var en dejlig afslutning på en lang dag.

8 Vi skal have en rolig dag i byen Greymouth. Det er søndag og de fleste butikker har lukket. Det havde vi ikke lige regnet på. Men vi får brugt noget tid i den flotte jadebutik, og Pernille køber sig en flot halskæde. Vi får også købt et eksternt diskettedrev til computeren, så Merle kan spille computerspil og se film med høretelefoner. Vi havde købt en hjemmefra, men den virkede ikke. Monica har brugt lang tid på at afprøve forskellige disketter, men uden held. Vi har undværet den indtil nu, men Merle savnede muligheden for at spille, og vores lagerplads på digitalkameraet og på videokameraet er ved at løbe ud, så det vil hjælpe på det også. Det er første gang vi er et sted i NZ, hvor vi synes der er grimt. Men det er der i denne by. Her vil vi ikke tilbage til igen! Vejret er også kedelig gråt med byer. Theo vågner kl. 11 med et skrig og græder længe. Vi kan slet ikke trøste ham, og det er tydeligt, at han har ondt. Samtidig er han snottet og næsen er stoppet til. Det generer ham tydeligvis. Vi skyller næsen, og det hjælper, men han har stadig ondt og græder meget. Monica bliver lidt bange, for det har vi ikke oplevet før. Så synes vi, at vi er langt væk hjemmefra, selvom vi er glade for at være i en pæn stor by frem for ude i bushen. Vi gætter på maveonde. Efter et par timer og en hel del zoneterapi falder han i søvn i Monicas arme. Kl. 1 gentager historien sig. Herefter sover vi til næste morgen (hvor han får det bedre).